Når jeg designer

Jeg har sat mig for at udforske, hvordan jeg designer. Hvad er det mon jeg gør, når jeg transformerer tanker og ideer om til visuelle outputs og løsninger?

Den idé er opstået ud fra et behov for at kunne formidle til ikke-designere (kollegaer, kunder, samarbejdspartnere), hvilke faktorer i designprocessen, der er vigtige for både løsning og designer. Det er faktorer som tid, information, inspiration, viden, erfaring, metode, kultur, kontekst, tools, samarbejde o.lign. Vi smider ingredienser i designmøllen, og så males der en designløsning. Hvordan er det lige, det sker?

Rutine eller flow

Når jeg tager tøj ud af vaskemaskinen, tæller jeg tøjstykkerne ét for ét imens. Det er en rutine, min hjerne har indlært sig. Den type rutine der også gør, at man fx opmærksomt kan køre bil, selvom man også tænker på noget helt andet. Det giver jo bare ikke værdi at tælle vasketøj. Faktisk er det fuldstændig meningsløst og ret irriterende – både at jeg gør det, og at jeg ovenikøbet lægger mærke til det.

Det er langt sværere at lægge mærke til hjerneaktiviteten under designprocessen. Dels er meget af det, der foregår, det der kaldes tavs viden*, tacit knowledge. Dvs. at det er svært at italesætte. Dels er designprocessen ikke vane- og rutinepræget ligesom håndtering af vasketøj. Processen kræver og optager min hjerne, så jeg har svært ved samtidig at registrere, hvad jeg gør. Den smule, jeg ved om det nu, er i høj grad efterrationalisering.

Det gør jeg

Når jeg kender opgavens rammer og indhold relaterer jeg det til mine personlige mål (det kommer der mere om på Designmentor), og så kan jeg gå i gang.

Jeg tror, at mange leger designløsningen frem, sådan som hvis du har en stak legoklodser, og laver en kreation ud af dem. For mig har det som regel mere karakter af puslespil: Jeg ved ikke, hvor mange brikker der er i puslespillet. De er måske ikke engang lige store, og jeg ved ikke, hvordan det skal se ud, når det er samlet. Til gengæld kan jeg selv vælge og udskifte brikker, og jeg kan på én gang arbejde på detaljer og helhed. Jo mere jeg arbejder med det, jo nemmere bliver det for mig at afgøre, om en brik passer ind eller ej. Det vil sige, at jeg meget tidligt stiler efter en vision, der dog er sløret og ukonkret. Den udgøres af billeder, ord eller stemninger og er ’synlig’ for mig på samme måde som et minde måske er for dig?

Jeg gør også dette:

  • Tømmer hovedet for banaliteter. Jeg skynder mig at få det meget oplagte/banale =uintereressant/uoriginalt ud af hovedet. Ned på papir eller op på skærm, så det ikke blokerer for videre tanker.
  • Skitserer rodet med elementer oveni hinanden.
  • Stræber mere efter at skabe virksomme kontraster end efter at anvende bestemte farver
  • Kommer i tanke om interessante emner/visuelle indtryk jeg tidligere har lagret i min hjerne. Tager således brugbare elementer ‘ned fra hylden’.
  • Tillader fejl fordi tilfældigheder inspirerer til større originalitet, end jeg selv formår at rationalisere mig frem til
  • Gentager særligt behagelige handlinger (fx tegne oveni en bestemt kurve), mens jeg tænker. Det kan således føles ‘dejligt’ at ‘kærtegne’ en detalje
  • Har mentalt ikke tid til formalia ( navngivning af filer, låg på tuscher, o.lign)
  • Det føles som en irritation, jeg skal fjerne. Det er ofte præget af indre frustration. Designet er for mig først færdigt, når jeg føler ro, når jeg vurderer det.

Listen herover repræsenterer de ‘usynlige’ processer, hvilket vil sige alt det, du ikke kan se mig gøre, når jeg arbejder. Listen er ikke universel, for jeg tror ikke, at vi alle gør det samme. Den er heller ikke relateret opgavetype, til tidspunkt i forløbet eller til øvrige fysisk eller psykisk kontekst.

Dét, og hvad vi kan bruge denne viden til, følger i næste indlæg ‘HVAD KAN JEG BRUGE DET TIL?‘ på DESIGNMENTOR.

*Jeg linker til Wikipedia, fordi du dér får en fin allround viden om begrebet. Linket er til engelsk udgave, fordi der er mere uddybet tekst i forhold til den danske oversættelse.